tirsdag den 12. juni 2012

Fødselsdag...

I dag bliver jeg 28... Sikke et pænt tal - jeg kan nemlig bedst lide lige tal (hvorfor ved jeg ikke, men sådan er det nu engang).

For et år siden holdt vi barnedåb for Alberte; en hyggelig dag med venner og familie. I år får jeg vidst en mere stille og rolig fødselsdag, da vi ikke rigtig skal noget. Jeg har bestilt pil selv rejer til aftensmad og måske sniger der sig en dessert af en art ind også.

Hele mit 27. år har jeg været på barsel, og det samme kommer til at gøre sig gældende for mit 28. år. Syntes det sidste år har været fyldt med mange ting, og især de sidste 6 måneder har vendt vores liv lidt på hoved. Vi er ved at lande igen, men jeg kan også mærke, at alle de ting, der er sket har sat sine spor og måske kræver mere bearbejdelse, end jeg lige troede. Men når alt kommer til alt, så er jeg priviligeret og velsignet med to smukke, dejlige, skønne piger (og en særdeles aktiv lillebror i maven) og så har jeg verdens bedste mand - og mere kan jeg ikke ønske mig. Og så syntes jeg det er en kæmpe gave at have mormor boende i bryggerset. Hvis nogle for et år siden havde sagt, at vores boligsituation og familiesituation ville se ud som den gør i dag, så havde jeg nok grinet og sagt "ej det tror jeg ikke på". Men nogle gange så tager livet altså en drejning og til trods for bump på vejen, masser af tårer og usikkerhed om, hvad fremtiden ville bringe, så er jeg i mit hjerte sikker på, at vi er det bedste sted, vi kunne være - hvor der er hjerterum er det husrum!

 Alberte Lækkermås, der har pyntet sig med et par af Julias underbukser.
 Julia Smulia fra Ukraine (tak til moster for at have fundet på dette dejlige cirkus navn) med hjemmelavet skæg, så Flynn Ryder (ham fra Rapunzel tegnefilmen) ikke kan genkende hende...
Og ja så ham der go' mand aka verdens bedste far, som tager Flynn Ryder gemmelegen til et nyt niveau og tilføjer øjenbryn. 
Kan man andet end bare blive glad i låget, når man er omgivet med de her tre?

I mit 28. år vil jeg:
- blive bedre til at holde orden; jeg er ikke et ordensmenneske af natur, men kan mærke at rod og ufærdige projekter stresser mig helt vildt.
- turde noget mere og tro på, at det jeg gør er det rigtige.
- komme igang med at løbe, når jeg har født. Måske deltage i mit første kvindeløb.
- tabe mig (evighedsprojektet over dem alle!) - vil så gerne ned på ønskevægten.
- spise mindre smør (jeg elsker smør! - men hvis overstående skal opnåes, så må der spares på smørret).
- læse mere og se mindre tv.

Om lidt skal jeg til frisøren, og jeg glæder mig! Jeg har haft langt hår i lang tid, og det ender altid i en knold. For en måned siden fik jeg klippet ca 30 cm af, så det blev skulderlangt - men stadig langt nok til altid at ende i en hestehale eller knold. Syntes det er kedeligt, og jeg trænger til at prøve noget nyt.     Overvejer lidt det her - eller noget i stil med det her.

Er dog i tvivl om det vil klæde mine "æblekinder"...

Lykken er at være lykkelig for det man har.


Kram J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar