Noget om tykke mus...

Er det ikke noget med at man skal høre sandheden fra børn (og fulde folk)?

Følgende samtale er fundet sted i dag mellem Julia og mig, mens vi for gud ved hvilken gang, så Askepot:

Julia: Jeg syntes, de tynde mus er pænest.
Mig: Hvorfor?
Julia: Det er bare pænest at være tynd syntes jeg - men mor du er også pæn, selvom du er tyk
Mig: Tak skat....Syntes du jeg er tyk?
Julia: Ja det er du, men du er altså pæn alligevel!
Mig: Ville du gerne at mor var tynd?
Julia: Ja
Mig: Så er det vidst slut med at spise kage, slik og pålægchokolade
Julia: Ja hvorfor holder du egentlig ikke bare op med at spise det?

Og hun har ret, for jeg er tyk - for tyk - og hvorfor er det jeg ikke bare holder op med at spise det? Er måske en lille smule madafhængig...kan man være det? Uanset hvad, så sætter det tanker i gang, når ens 4-årig opfatter en som tyk. Det sætter også tanker i gang, at hun allerede er så kropsbevist; er det overhoved godt?

Så jeg havde egentlig planlagt, at vi skulle hygge med æbleskiver - fordi ja vi har holdt fri igen i dag. Men jeg tog i stedet ned og handlede sunde gode ting, og pigerne har brugt eftermiddagen på at spise æbler, pærer, appelsiner, blommer og bananer. Og jeg kan med hånden på hjertet sige, at vi ikke har hygget os mindre med frugt, end vi havde gjort med æbleskiver.

Julia gav mig et spark i røven (selvom hun nok ikke selv er klar over det), og det var lige det jeg havde brug for. Så nu går kampen igang mod mine 20 kg for meget!

Lykken er sandheden - også selvom den gør en lille smule ondt.

Kram J

En dag med de tre

Jeg har tilbragt dagen sammen med de her tre dejlige skabninger, som jeg har lavet (med lidt hjælp fra ham manden min). Alberte holdt fri, fordi hendes dejlige dagplejemor var syg. Julia var hjemme, fordi hun syntes, hun skulle stå op klokken 4.30. Villads var hjemme, fordi han er på barsel :)

Vi har hygget, set Askepot 3 gange (den ene gang på engelsk, fordi Julia mente, at hun jo "skulle lære sproget"), leget, vasket en masse vasketøj, spist for mange ostehaps, kysset og krammet. En dejlig dag; kun afbrudt af tre gange trætheds-krise fra 17-17.10.

Lykken er at have mulighed for at holde en fridag helt uden for nummer sammen med sine tre børn!

Kram J

Nå men tak Julemand

Noget tyder på, at Julemanden læser med på min blog... Villads sov nemlig fra 22.15 til 1.36 uden at prutte/græde/møffe/knirke. Det betyder altså, at jeg har fået lige lidt mere end tre timers søvn i streg! At Villads så derefter blev ammet 3 gange og afsluttede sin nat klokken 5.30 med en lort helt op i nakken, det er en anden sag.

Måtte i dag tage mig selv i ikke at blive en hormonella hyle mor midt på Amgerbrogade; der stod jeg nemlig med mine to piger og så juleoptog. Jeg følte mig heldig og velsignet og glad og lykkelig, som jeg stod der.

Kram J

ps. hvis nu Julemanden kigger med i dag også, så vil jeg gerne vågne op imorgen og være 20 kg lettere - altså 10 kg kan også gøre det ;)

Kære Julemand...

... i år ønsker jeg mig en eneste ting:

SØVN!!!

Det behøver ikke være sådan overdrevet 12 timers søvn, så meget forlanger jeg slet ikke, men jeg vil så frygtelig gerne have bare 3 (måske 4) timer i streg uden en baby, der vil ammes/have sut/fægter med arme og ben/prutter/knirker/græder/møffer. 

Jeg troede faktisk, vi havde fået vores portion af børn, der ikke vil sove, men vi er åbenbart ude i endnu et eksempel - måske syntes jeg ligefrem, at han tager første pladsen?! 

Her er han så: Vinderen af ikke-sove-dysten...

Sovende eller ej, så er han nu lækker!

Det lille menneske er også godt plaget af astmatisk bronkitis, og derfor har vi erhvervet sådan en her:

Selve medicinen koster en flad 20'er, men det her "AeroChamber" det koster så 315 kroner. Og man kan ligesom ikke give den billige medicin uden den dyre dims... Men altså bare det virker, så er jeg fint tilfreds med maske-dims til 315 kroner.

Lykken er at Villads griner med lyd, når man laver sjove ting.

Kram J

Det blev en god dag (synges på "lex og klatten"-måden)

For det var, hvad det blev i dag; en god dag - en af de der dage, der giver energi på kontoen.

Villads og jeg har været i mødregruppe. Og ikke nok med at det betyder hjemmebagte boller, kaffe latte i spandevis og masser af snak fra både kvinder og børn, så kom der også en massør, så de ømme mødre-skuldre kunne få en velfortjent halv time. Dejligt og afslappende...hvis vi lige ser bort fra den lille stress faktor, at Villads vågnede efter et kvarters lur lige som jeg havde lagt mig på briksen - heldigvis var der masser af mødre til at tage sig af ham.

Efter sludder og sladder i hvad der endte med at være 5 timer, så blev der handlet og hentet to dejlige piger. Gåturen hjem foregik i selvvaneligt langsomt tempo; ja man kan sagtens være 45 minutter om at gå 500 meter, når hver en sten skal kigges på, blade skal plukkes, madpakker skal tømmes og vigtigst af alt der skal snakkes om stort og småt.

Vi lavede god mad, fordi tante Tine (hun er ikke nogens tante, men min bedste og ældste veninde, så for børnene er hun tante Tine) kom på besøg. Vi spiste, hyggede, grinede, snakkede og drak lidt rødvin. Pigerne legede og Villads charmerede. Nu er der ro i det lille hjem; alle børn sover, jeg blogger og manden ser det sidste af "Notting Hill" (!?). Jeg burde gå i seng - men jeg gider ikke...

Det er sådan nogle dage, der giver energi på kontoen. Dage, hvor jeg er sammen med søde mennesker, laver god mad og hygger med dem, jeg holder af. Flere af dem...

Sådan så de ud sidste fredag, da de så disney sjov; søskende hygge på højt plan.

Lykken er dage som den i dag!

Kram J

ps. med små (vi tale bittesmå) justeringer på morgen rutinen, så havde vi en afslappet og god morgen, hvor alle kom ud af døren på den gode måde.

En dum dum morgen

Vi har haft en dum morgen; en af dem med for lidt tid, for meget stress og ikke særlig meget overskud... Bilder mig selv ind, at det er normalt, og at alle børnefamilier har dem, men hold nu op hvor er de triste og dumme. Hader at sende Julia og Alberte ud af døren efter sådan en morgen, og selv stå tilbage med følelsen af at være underskudsmor nummer et...

Jeg ved godt, hvad der skal til for så vidt muligt at undgå sådan en morgen igen, og ja så er det jo bare om at gøre det. Det handler ikke kun om morgenens forløb, men også om aftenens, fordi for sent i seng resulterer i meget træt og meget ugidelig Julia. Så aftensmaden skal altså på bordet en halv time før nu; det vil nok de fleste dage betyde, at vi går i gang med at spise, før manden kommer hjem, men sådan er det nu engang.

Dejlige unger; knuselsker dem!

Noget om en sukkergris

Og sukkergrisen ja det er mig. Det er kørt helt af sporet, og jeg spiser alt alt for meget sukker - men til mit eget forsvar, så har jeg (masser) af gode (eller rimelig dårlige) undskyldninger; her følger et par af dem:

1. Villads sover ikke, og det er ikke en gang løgn. I nat var vi oppe (som i helt lysvågne) fra kl. 1 til 3. Så sov han hele 45 minutter, og var atter vågen. Mellem 3.45 og 6 var vi vågne og sov i intervaller på ca. 20 minutter. Så er man altså træt, når man skal op. Og når man er så træt og underdrejet af søvnunderskud, så har man ret til chokolade, det står i reglerne (i hvert fald i mine gode undskyldnings regler!).

2. Jeg har jo lige født...eller lige og lige er måske så meget sagt, for Villads er jo snart tre måneder. Siger man ikke at en fødsel (også selvom den kun tog en time og 20 minutter) er som at løbe et marathon? Så er det vel rimeligt, at man restituerer i en tre måneders tid bagefter.

3. Det er jo min sidste barsel.

Men men men, det holder jo ikke. Det holder jo ikke, at jeg slæber rundt på lidt ekstra graviditets kilo og for mange gamle hygge kilo. Så....i morgen, der står den altså på sundhed - ikke på den fanatiske måde, men på den fornuftige måde. Det betyder, at jeg ikke skal have sukker i min kaffe mere (det er sgu da også en dårlig vane...), jeg skal ikke spise knækbrød med pålægchokolade (og lidt for meget smør) til morgenmad og jeg skal ikke købe det der guf med hjem.

Jeg er kommet i gang med at løbe igen (og hvor er det fantastisk at gå ud af døren med det musik jeg godt kan lide meget højt i ørerne og have en halv time helt for mig selv!), og min gode mødregruppe træner jo også en gang om ugen (så skal vi så bare lige lade være med at drikke kaffe latte og spise kage bagefter).

Men nu hvor det er min sidste sukkegris aften, så skal den udnyttes fuldt ud med ynglingschokoladen...

Kram J

Mandag morgen

Så nåede vi til mandag igen; og her er stille, fordi det er kun mig og en sovende Villads, der er hjemme. Villads er stadig forkølet og hoster - havde ham ved lægen ikke mindre en fire gange i sidste uge, men dommen er og bliver, at det er en virus. Jeg kan godt mærke, at den lungebetændelse Julia havde for to år siden har sat noget frygt i mig, og jeg bekymrer mig meget om den lille mands ve og vel - så i disse dage gør jeg mig flittigt brug af min meget søde og meget forstående læge...

Dagne i dag står på oprydning - det gør den næsten altid om mandagen. Jeg kan mærke en spirrende lyst til at rydde godt op i tingene, få mere orden og måske flytte lidt rundt på dimser, lysestager og andet nips. Det kilder også lidt i krea-fingrerne, men jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte og slutte i alle de ideer jeg har - kender I det?

Den fine Liebe kop kom med mig hjem i lørdags - har sukket efter den længe, og nu fik jeg altså en og manden fik også en (den står der selvfølgelig far på). Den er perfekt til en god kop kaffe med mælkeskum.

Nu kalder Villads...

Noget om at ligne hinanden

 Julia 

 Alberte

Villads

Det er nærmest obligatorisk, at man som forældre møder spørgsmålet "hvem ligner han/hun?" eller må smile til konstateringen "ej hvor han/hun ligner sin mor/far". Jeg syntes, det er svært, det der med at ligne en... Men nu hvor jeg sidder og kigger baby billeder af mine tre skønne børn, ja så er der to af dem, som bare ligner hinanden rigtig meget; Villads ligner Julia utrolig meget. Om de så mest ligner mig eller manden...det ved jeg faktisk ikke. Syntes vores tre børn er nogle gode blandinger af os; de har alle tre mine æblekinder, Julia har mandens næse, hvorimod Alberte og Villads mere har min, Julia har mine blå øjne, Albertes har den sammen udefinerbare øjenfarve som sin far. 

Det vækker minder at kigge på babybilleder af mine to piger; både de fantastiske og også de hårde. Det minder mig også om, at tiden går så hurtigt, og jeg skal huske at nyde babyduften, mens den er der, nyde at opleve Albertes sprog, der udvikler sig fra dag til dag, og nyde at Julia er en stor pige, der flittigt bruger børnehave-gloser som "sygt nok" og "det er sindsygt". 

Og jeg glæder mig over, at mine to store piger uanset, hvor vi er, fremkalder smil og glæde; at en mor til et andet barn hos Albertes dagpleje siger til os, at hun er helt forelsket i Alberte, fordi hun altid er så glad og dejlig, og at en pædagog i Julias børnehave siger, at hun nyder Julias små historier om livet og hendes evige insisteren på, at hun vil sige farvel til alle de voksne og alle børnene, når hun bliver hentet. Jeg håber og tror, at vores lille Villads bliver lige så imødekommende og glad; og får smil frem. 

Det er verdens største og bedste gave at få børn - det er et priviligium, som jeg er evig taknemlig for.

 Julia med læbestift

Alberte eftermiddags-hygger med duplo

Lykken er at have nogle, der ligner en...

Kram J