Noget om at ligne hinanden

 Julia 

 Alberte

Villads

Det er nærmest obligatorisk, at man som forældre møder spørgsmålet "hvem ligner han/hun?" eller må smile til konstateringen "ej hvor han/hun ligner sin mor/far". Jeg syntes, det er svært, det der med at ligne en... Men nu hvor jeg sidder og kigger baby billeder af mine tre skønne børn, ja så er der to af dem, som bare ligner hinanden rigtig meget; Villads ligner Julia utrolig meget. Om de så mest ligner mig eller manden...det ved jeg faktisk ikke. Syntes vores tre børn er nogle gode blandinger af os; de har alle tre mine æblekinder, Julia har mandens næse, hvorimod Alberte og Villads mere har min, Julia har mine blå øjne, Albertes har den sammen udefinerbare øjenfarve som sin far. 

Det vækker minder at kigge på babybilleder af mine to piger; både de fantastiske og også de hårde. Det minder mig også om, at tiden går så hurtigt, og jeg skal huske at nyde babyduften, mens den er der, nyde at opleve Albertes sprog, der udvikler sig fra dag til dag, og nyde at Julia er en stor pige, der flittigt bruger børnehave-gloser som "sygt nok" og "det er sindsygt". 

Og jeg glæder mig over, at mine to store piger uanset, hvor vi er, fremkalder smil og glæde; at en mor til et andet barn hos Albertes dagpleje siger til os, at hun er helt forelsket i Alberte, fordi hun altid er så glad og dejlig, og at en pædagog i Julias børnehave siger, at hun nyder Julias små historier om livet og hendes evige insisteren på, at hun vil sige farvel til alle de voksne og alle børnene, når hun bliver hentet. Jeg håber og tror, at vores lille Villads bliver lige så imødekommende og glad; og får smil frem. 

Det er verdens største og bedste gave at få børn - det er et priviligium, som jeg er evig taknemlig for.

 Julia med læbestift

Alberte eftermiddags-hygger med duplo

Lykken er at have nogle, der ligner en...

Kram J