fredag den 19. oktober 2012

Om at smile, være en sommerfugl og hjemmeklippet

I dag er Villads to måneder (!) dvs. at jeg skal gå hjemme med ham i 13 måneder endnu; en dejlig tanke, der får mig til at smile. Villads smiler også; han smiler rigtig meget endda, og han pludrer og fortæller lange historie fra sit spændende liv.

 6,6 kg vejer denne dejlige baby-basse; altså plus 3 kg på 2 måneder. Han er lækker med lækker på, hvis du spørger mig...

Julia har været i børnehaven i denne uge, selvom det jo officielt er efterårsferie. Julia syntes faktisk, det har været rigtig hyggeligt at være der, fordi de har været få børn (ca. 8 ud af 45) og rigeligt med voksne. Og når der sådan er mange voksne og få børn, så er der tid til lidt mere, og derfor hentede manden en sommerfugl i onsdags. Det er dejligt at være malet, men det er meget skidt, når malingen skal af igen; derfor dette lidt triste billede af Julia.

 Vi tog et billede, så vi kunne huske, hvordan hun så ud, når vi en dag får købt noget ansigtsmaling. 

Alberte er blevet hjemmeklippet. Jeg var træt af hendes baby-fe-sjask-hår, og fik den ide, at Alberte kunne se rigtig fin ud med pandehår. Jeg havde bare lige glemt, at hun har en hvirvel, så der der med et pandehår der bare hænger ned er nærmest umuligt. Og ja så er det ret svært at klippe pandehår lige, så hun er ret så hjemmeklippet på gryde-måden. Men hun kan bære det.

Billedet giver faktisk ikke rigtig indtryk af hvor skævt det er...

Lykken er at smile, være en sommerfugl og hjemmeklippet.

Kram J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar