onsdag den 7. november 2012

Noget om en sukkergris

Og sukkergrisen ja det er mig. Det er kørt helt af sporet, og jeg spiser alt alt for meget sukker - men til mit eget forsvar, så har jeg (masser) af gode (eller rimelig dårlige) undskyldninger; her følger et par af dem:

1. Villads sover ikke, og det er ikke en gang løgn. I nat var vi oppe (som i helt lysvågne) fra kl. 1 til 3. Så sov han hele 45 minutter, og var atter vågen. Mellem 3.45 og 6 var vi vågne og sov i intervaller på ca. 20 minutter. Så er man altså træt, når man skal op. Og når man er så træt og underdrejet af søvnunderskud, så har man ret til chokolade, det står i reglerne (i hvert fald i mine gode undskyldnings regler!).

2. Jeg har jo lige født...eller lige og lige er måske så meget sagt, for Villads er jo snart tre måneder. Siger man ikke at en fødsel (også selvom den kun tog en time og 20 minutter) er som at løbe et marathon? Så er det vel rimeligt, at man restituerer i en tre måneders tid bagefter.

3. Det er jo min sidste barsel.

Men men men, det holder jo ikke. Det holder jo ikke, at jeg slæber rundt på lidt ekstra graviditets kilo og for mange gamle hygge kilo. Så....i morgen, der står den altså på sundhed - ikke på den fanatiske måde, men på den fornuftige måde. Det betyder, at jeg ikke skal have sukker i min kaffe mere (det er sgu da også en dårlig vane...), jeg skal ikke spise knækbrød med pålægchokolade (og lidt for meget smør) til morgenmad og jeg skal ikke købe det der guf med hjem.

Jeg er kommet i gang med at løbe igen (og hvor er det fantastisk at gå ud af døren med det musik jeg godt kan lide meget højt i ørerne og have en halv time helt for mig selv!), og min gode mødregruppe træner jo også en gang om ugen (så skal vi så bare lige lade være med at drikke kaffe latte og spise kage bagefter).

Men nu hvor det er min sidste sukkegris aften, så skal den udnyttes fuldt ud med ynglingschokoladen...

Kram J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar