mandag den 6. august 2012

Så siger vi da bare godmorgen...

Alberte og jeg er lige stået op...klokken er 5, så for mange mennesker er det her jo helt normal morgen - men Alberte og jeg har egentlig været vågne siden klokken 2, og klokken 2 er i hvert fald ikke morgen!

Når man så har et barn, der ikke vil sove, så kommer alle overvejelserne omkring hvorfor:

- Er hun tørstig? Nej
- Trænger hun til en ren ble? Nej
- Har hun ondt? Tilsyneladende nej, da hendes brøleri stopper i det sekund hun ser mig (og vel at mærke kun mig, for manden forsøgte da også, men det udløste nærmest et hysterisk anfald fra den unge dame)

Begynder så at overveje på den lidt mere.:

- Trænger hun bare til masser af kram og kys og nærhed lige nu? Måske...
- Er hun sulten? Hvor meget spiste hun egentlig til aftensmad? Spiste fint og hun skal jo heller ikke til at have havregryn klokken bæ om natten.
- Har hun brug for en fridag bare hende og mig? ...
- Hvordan i hele hule helvede kommer det til at gå, når vi også har et spædbarn i huset om 14 dage? STRES STRES STRES!
- Skal jeg være hård og lade hende hyle? NEJ!

Hm jeg er bestemt ikke til "godnat og sov godt"-metoden, så ind og hente brøle Alberte. Jeg ved, at det kun er en halv løsning; dvs. hun stopper med at græde, men hun sover ikke. Så der ligger vi 4 1/2 (for lillebror fylder jo også) mennesker i en seng på 180 cm. Og Alberte ligger ikke stille... Efter to timer på den måde, så beslutter jeg, at nu kommer hun altså ind i egen seng. Det går faktisk ret så ok....i 30 minutter (lige præcis lang tid nok til, at jeg lader søvnen overmande mig).

Overvejelser vol. 3:

- Hun og jeg står op og dermed er der ro i hytten vs. hun hyler og hele hytten er vågne.... Vi står op!
- Hm hvornår mon hun bliver træt igen? Sikkert på et ret dumt tidspunkt...
- Og hvad med den der dagpleje i dag? Jeg skal jo til tandlægen og have fikset kæmpe hullet, så kan ikke holde hende hjemme.
- Hvorfor er det, at børn (og i særdeleshed mine) ikke syntes det er dejligt at komme i seng og sove?
- Hvad er det de tror vi voksne laver, når de er puttet? Hører "Åh abe" og æder chokolade?
- Gad vide hvor mange indlæg på denne her blog, der skal handle om børn, der ikke vil sove og mig, der er så kronisk træt, at jeg efterhånden overvejer slet ikke at gå i seng...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar