Så blev den smidt; bomben! Bomben, der højst sandsyneligt betyder, at vi skal sige farvel til Julias skønne, dejlige, fantastiske børnehave. For faldende børnetal og en kommunekasse der er tom betyder, at Julias lille børnehave skal lægges sammen med en anden børnehave i byen.
Jeg indrømmer blankt, at det krævede en dyb indånding og en vis mængde "nu tager du dig sammen for ikke at begynde at hyle", da jeg i børnehave læste det, for os, triste brev. For selvom brevet er formuleret efter bedste "det-her-skal-nok-blive-rigtig-godt"-evne, så er jeg i tvivl og ikke tryg ved det. Sammenlægningen er med den børnehave jeg har svoret, jeg ikke ville lægge børn til; og jeg er rigtig rigtig bange for, at det her ikke bliver rigtig godt (men måske mere rigtig skidt).
Jeg vil udtømme alle muligheder for, at vores elskede børnehave får lov til at bestå, som den er nu. Så eftermiddagen er brugt på at tale i telefon og sende mails frem og tilbage. I morgen vil jeg tage i børnehaven og fornemme, hvad stemingen blandt de andre forældre er - og der bliver forhåbentlig stablet et forældremøde på benene. En del af mig ved jo godt, at vi nok ikke har noget at skulle have sagt, at der ikke kan stilles nogle garantier om at "ånden" fra vores børnehave flytter med over i den nye, at alle vores pædagoger og medhjælpere bliver skånet for eventuelle fyringer.
Lige nu er jeg bare trist; trist på vegne af mit barn, der elsker sin lille børnehave (og som bestemt ikke vil trives i en større en af slagsen), trist på vegne af personalet, der skal igennem det her cirkus og trist på mine egne vegne, fordi jeg i bund og grund bare syntes, at det er noget møj.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar