torsdag den 28. juni 2012

Alene hjemme

I dag sendte vi manden på herretur til Tyskland med et par venner - inden der kom børn i familien var han afsted hvert år, men nu var det efterhånden 5-6 år siden, så mændene trængte vidst til at være drengerøve i en forlænget weekend.

Julia, Alberte og jeg har bare hygget hele dagen. Der er cirkus i byen, så vi var nede og kigge på, de satte telt op. Julia og mormor var så i cirkus her til aften, og Alberte og jeg tullede rundt herhjemme.


Jeg fik hæklet lidt på mit granny stripes tæppe (som iøvrigt bliver så fint, at jeg næsten ikke kan vente til det er færdigt), mens Alberte "læste" i bøger på pudemadrassen. Idéen til pudemadrassen fik jeg hos Mille. Vi har to af dem, og de er et kæmpe hit; vi bruger dem hver eneste dag og tager dem med i haven (når solen skinner altså).

Lykken er, når Julia og Alberte fjoller rundt og bare griner og griner sammen - den der søskendekærlighed er helt speciel.


Kram J


onsdag den 27. juni 2012

Nye bukser

Så fik jeg lige lavet hele 5 par bukser til Julia i dag. Der gik masseproduktion i den, men jeg var dog ved at smide det hele ud, da det der smock (som jeg normalt syntes er vildt nemt at sy) bare drillede i en uendelighed, og jeg måtte pille op tre gange. Note to self: husk at tjekke, at der ikke har været et barn, der har pillet ved indstillingerne på symaskinen, og spændingen i undertråden står på noget af det mindste...hvilket giver umulig smock-syning.

Her er fire ud af fem - da Julia gerne ville have et par på med det samme. Tre af dem er i liberty og de sidste to er stof fra stof 2000. Har syet dem i strørrelse 4 år, men de skulle godt nok ikke være mindre - og Julia er altså ikke særlig høj af sin alder. Vil i fremtiden sy i str. 5 år.

Nu kan jeg tjekke dette lille projekt af på min to do list - men kan så tilføje to nye; eller en ny og en jeg havde glemt alt om igår. Den "glemte" er, at Julias legekøkken fra IKEA skal have en makeover med maling og tapet (og evt nogle porcelæns greb) og den "nye" er en uro til over lillebrors seng: forestiller mig nogle stjerner...

Lykken er (forfængeligt nok) at jeg er 32+2 og stadig kan passe mine jeans...især når jeg i de to andre graviditeter har gået i ventebukser fra uge 8.


Kram J

tirsdag den 26. juni 2012

To do list

Jeg skal have lavet en to do list over alle mine projekter; jeg har nemlig ikke helt styr på dem, og jeg kan mærke, at det stresser lidt. Især fordi jeg hele tiden får nye ideer og lyst til lige at rykke lidt om på det, der egentlig fungerer.

Jeg har begge gange, jeg har været på barsel lavet sådan en to do list, fordi jeg ellers er forfalden til ikke at få lavet noget, men tænke en hel masse over, hvad jeg gerne vil lave. Dog ved jeg at de næste 3 1/2 uge, hvor pigerne er hjemme ikke bliver så produktiv, og jeg kun kan lave projekter som jeg kan lægge fra mig og gå lidt til og fra.

Så her er der lige en foreløbig en...
- Male den store sættekasse i stuen og komme nyt tapet i
- Male sættekasse og komme tapet i sættekasse til Alberte
- Sætte billede og pom pom'er op i Julias hems
- Male skammel og sætte tapet på
- Male stigen til Julias hems
- Male børnestolen i køkkenet
- Male begge trip trap stole (er stadig lidt skal/skal ikke omkring denne)
- Købe lampeskærm i Ikea og spraymale den (jeg har droppet drømmen om Flowerpot lamper - mest fordi jeg er for nærrig)
- Sætte tapet på kommode i soveværelse
- Sy pyntepuder til soveværelse
- Sy sengetøj til lillebror
- Sy bukser til Julia (satser på det bliver imorgen - fik nemlig syet til Alberte i dag)
- Hækle en hel masse på mit granny-stripes tæppe
- Komme igang igen med sekskants patchwork tæppet (min finger er nemlig blevet god igen)
- Sy et par små puder til pigernes slagbænk
- Sortere pigernes tøj og få sat det til salg der er for småt (eller som jeg bare er træt af at kigge på)
- Lave billedvæg ved sengen (efter vi har malet hvidt i hele huset, så syntes jeg bare der mangler noget på væggene)
- Nogle små projekter med tape hist og her

Tænker at det mest er sy og hækle opgaverne, der bliver lavet her de næste par uger - og så tager jeg al maler arbejdet, når pigerne er tilbage i henholdsvis børnehave og dagpleje igen. 

 Alberte er ret vild med vores ipad, og hun er ret god til at låse den op og gå ind i diverse programmer... Dette er resultatet af hendes pilfingeri i dag...


Lykken er overblik over dejlige projekter.

Kram J

mandag den 25. juni 2012

Søvnløs

Det er, hvad jeg er for tiden. Vågner et sted mellem 3 og 4, og så kan jeg af uvisse årsager ikke sove mere. De sidste to nætter/tidlige morgner er jeg stået op, for at ligge og vende og dreje sig i sengen er ulideligt (især med gravid mave). Måske er det en del af den sidste graviditetsfase, hvor man (læs jeg) bliver lidt småskør med redebyggeri osv. Har i hvert fald meget trang til at få alt på plads og købe de sidste ting til lillebror, selvom der er 8 uger til termin og jo i den forstand er tid nok at løbe på.

Det positive ved at stå op kl 4 er, at der er helt stille i huset; jeg kan sidde og kigge på nettet, hækle lidt, se lidt tv, glo ud af vinduet uden, at der er nogle, der kalder eller vimser rundt. Bliver super inspireret af at kigge rundt i blogland, og jeg glæder mig til der tikker løn ind på fredag, så nogle af de kreative ideer kan blive finansieret. Måske skulle jeg få færdiggjort nogle af de projekter, som jeg faktisk har købt ind til og er i gang med først...

Lidt billeder fra igår

 Julia leger klæd ud leg - ved ikke lige hvad hun forestiller... De fine tegninger på benene er hendes tatoverninger (som hun kalder dem). 
 Aftensmad fra igår. Vi er begyndt at spise mere og mere vegetarisk; ikke af andre årsager end at kød er dyrt og vi sagtens kan undvære det et par gange om ugen.
Lidt pynt i vinduet. De er egentlig købt til pigernes hjørne i stuen, men der blev de for voldsomme, så de kom op i vinduet, og der pynter de ganske fint. Du kan købe dem lige her.

Dagen i dag står nok på en middagslur for mit vedkomne og ellers bare hjemmehygge med kreaprojekter, hvilket jo ikke er helt skidt.

Lykken er (tilsyneladende) at vågne tidligt syntes min krop...ved ikke om jeg sådan personligt er helt enig...

Kram J


lørdag den 23. juni 2012

Drømmer om...

Ja selv om jeg lige har haft fødselsdag, så er der stadig nogle ting, jeg drømmer om til hjemmet og lidt til mig selv...

 Smørbox fra Liebe
 Tandbørste-vaser til hele familien
 Multivase i mintgrøn
 Lyskæde fra Happy Lights - ved ikke om det lige skulle være i denne farve kombination eller en af de andre flotte.
Helt sikkert nummer et på ønskelisten! Verner Panton "Flowerpot" lampe i mint (og jeg vil gerne have to af dem). Håber, at der måske kan blive råd i næste måned...
La Cafetiere elkedel i en af disse smukke pastelfarver
Kagefad fra Liebe
Kubus stage i hvid
Ring fra Carre (har haft den med en lyserød sten, men den forsvandt for et års tid siden - tror desværre den røg i skraldespanden)

 Christiania cykel (men det kommer nok aldrig til at ske, at jeg får sådan en...)
Nike free sko til når jeg skal ud og trave alle graviditets (og hygge) kiloene af om et par måneder.

Det er godt, at der kun er 6 måneder til jul eller noget.

Kram J

fredag den 22. juni 2012

En regnvejrsdag

Sikke det har regnet i dag; det startede, da vi sad og spiste (sen) morgenmad og det er først sluttet, mens vi spiste aftensmad. Så dagen stod på indedørshygge, og ja det betyder kanelsnegle herhjemme. Julia elsker at være med og Alberte leger ganske fint med mel...



Opskrift på mormors kanelsnegle (ca. 45 stk):
som ikke er for de fedt- eller sukkerforskrækkede!
Dejen:
1/2 liter mælk
1 pk. gær
200 gram smør
2 dl. sukker
1/2 tsk. salt
2 spsk. kardemomme
1 æg
Mel til dejen passer (dvs. en blød bolledej)
Smelt smøret og kom mælken i, når det er smeltet. Kom blandingen over det smuldrede gær - opløs gæren. Kom resten af ingredienserne i. Ælt dejen.
Dejen skal hæve i ca 30 minutter.

Remonce:
(som jeg altså laver meget på slump - så det er ca. mål)
200 gram smør (blødt)
2 dl. sukker (jeg gør ofte det at jeg bruger 1 dl sukker og 1 dl brun farin)
 3 spsk. kanel

Del dejen i to, og rul den ud (sådan så den ca er 25x50 cm) og kom halvdelen af remoncen på. Rul sammen og skær sneglene ud (ca 1 1/2 til 2 cm). Jeg bager sneglene i papirmuffinsforme i en bageform med huller til muffins (så holder sneglene nemlig formen og remoncen bliver hvor den skal). Sneglene bages ved 250 grader i ca 10 minutter (alt efter hvor mørke man vil have dem).

God fornøjelse!


Lykken er at bage kanelsnegle med sine to dejlige piger...

Kram J


torsdag den 21. juni 2012

Ude godt, men hjemme bedst

Det må i sandhed være sådan vores børn har det. Vi drog mod lalandia billund mandag; og meningen var, at vi skulle være der i to nætter - mest for at komme i Legoland (da jeg egentlig ikke er så meget til det der vandland-noget). Julia havde glædet sig helt vildt, men allerede efter 6 timer i hytten, så ville hun gerne "hjem til vores gamle hus". Natten gik med skrig og skrål fra begge piger, der bestemt ikke kunne finde ro i de nye omgivelser...

Tirdagen blev brugt på et halvhjertet besøg i Legoland (rigtig rigtig glad for at vi smed næsten 900 kroner for at komme ind). Og ja så kørte vi hjem. Vi landende i "vores gamle hus" kl 22 tirsdag aften; lykken for at være hjemme var til at se på begge piger, der kviterede med at sove fra omkring kl 23 til (og nej jeg lyver ikke) 11.45 næste dag.

Hjemme har vi nydt vejret i haven og jeg har fået lavet lidt kreative projekter færdige. Fik i fødselsdagsgave de 12 månedsplatter fra Bjørn Wiinblad af min svigermor, og efter at have set, hvor fine de kunne blive her, så brugte jeg hele aftenen igår på at male. Glemte faktisk helt at spise aftensmad, fordi jeg var så optaget af at få platterne malet.


Det færdige resultat - den gule har jeg dog lavet om i dag. Planen var, at alle 12 skulle op og hænge bagved pigernes lille slagbænk, men vi endte med kun at hænge 7 af platterne op - ellers blev det for meget, så nu må jeg bare skifte lidt rundt på dem.

I haven er pæonerne og roserne sprunget ud, og jeg syntes det er dejligt at kunne hente blomster i min have. Er spændt på at se, hvor meget af den eng-blanding jeg såede sidste år i haven, der kommer igen i år.

De er simpelthen så smukke vores roser, og de dufter mindst lige så godt som de ser ud.

Julia plukkede sin egen lille "buket" igår, og jeg syntes den er meget sød og dekorativ. 

Alberte lige inden sovetid - hun syntes det er meget morsomt at få sutter på øjnene. 

Julia, der bare er så dejlig og bliver så frygtelig stor (og til tider en smule teenage-agtig). Hun nyder virkelig at have sommerferie i 5 uger, hvor hun kan tegne hele dagen og bare tulle rundt i nattøj.

I dag blev hele min gamle studiegruppe færdige som sygeplejersker (med flotte karakterer: 3 12-taller og et 10-tal). Jeg var oppe og sende god karma ind gennem døren og ønske tillykke bagefter. Underligt at tænke på, at jeg kunne have været færdig i dag - men så havde vi jo ikke Alberte Lækkermås, og hende vil jeg altså ikke undvære. Titlen som sygeplejerske skal jeg nok få, når jeg engang er færdig med at lave dejlige børn.


Lykken er at være hjemme i vores gamle hus ;) 



Kram J