mandag den 21. januar 2013

Der var engang...

...en lyst til at blogge; en lyst til at vise hverdagsglimt, kreative idéer, billeder af mine dejlige unger
MEN
så blev vi en familie med tre små børn, og så var det ligesom, at der ikke var tid,
overskud eller lyst til at blogge overhoved.

Nu melder lysten sig igen - måske fordi jeg har sovet et par nætter i træk uden
at blive vækket (vi takker manden min og min kære mor for at tage
natten med Villads).

Så jeg er tilbage; ved ikke om det er for fuld skrue, men jeg er her.

Siden sidst:
- Julia har fået en rokketand, selvom hun ikke er 5 år endnu. Ved ikke helt hvad jeg skal syntes eller tænke om det faktum, at jeg har en datter der er stor nok til at have en rokketand - det minder
mig unægteligt om, at jeg i hvert fald ikke bliver yngre.
- Alberte er blevet 2 år!? Der var igen noget med tid, og hvor den blev af. Hun er
så sjov for tiden og charmerer alt og alle på sin vej.
- Villads er 5 måneder, og vi prøver det der grød rigtig meget, men det gider den
unge mand ikke.
- Allan arbejder, og det går faktisk rimelig godt på jobbet. Han har vundet en cykel, fordi han var den
bedste i firmaet til noget med nogle marketingspakker (tror jeg nok).
- Jeg er gået på slank...skal lige smide 20 kg. Der er lang vej og jeg er allerede
utålmodig. Og jeg skal løbe 10 km 12/5, så jeg træner (forbandede sne må godt gå væk nu!).


Tre af de lækre.

Lykken er at have fået overskud til at begynde at blogge igen

Kram J

fredag den 4. januar 2013

Det står sløjt til...

...med overskuddet for tiden. Og det der skulle være en hyggelig juleferie endte mest om 
at overleve og ikke gå ned med flaget. Det handler rigtig meget om søvn; for søvn er ikke noget jeg har set så meget til de sidste 4 måneder. Heldigt for mig og for børnene, så har de 
en fantastisk far og en skøn mormor, der har taget over og sendt mig i seng, når jeg ikke kunne hænge sammen mere. Det har også handlet om sygdom; Villads lider stadig meget af astmatisk bronkitis, 
og vi farer til lægen og vagtlægen hele tiden. Han er nu opstartet i ny medicin efter besøg hos lægevagten nytårsdag om formiddagen - det hjælper lidt, men hans vejrtrækning er stadig meget generet.

Men det har kostet amningen...desværre. Ingen søvn giver ingen mælk, og jeg fandt (ved et tilfælde) ud af, at vores dejlige Villads ikke havde taget på de sidste tre uger. Startede derfor op med flaske, og jeg tænkte, at jeg kunne amme og give flaske, men sådan er det ikke blevet; nu er det et helt døgn siden jeg sidst ammede og ja, der er ikke mere at komme efter der. Det er vemodigt, men sådan er det nu en gang.

Overskuddet er så småt ved at vende tilbage, og i dag har Villads slet ikke været ked eller utilfreds (trods skidt vejrtrækning).

Lidt billeder fra de sidste par uger...

 Trunte-pigerne i bad; længe leve flexi bath
 Den der Ipad...
 Manden min, der blev hårdt ramt af en øje virus mellem jul og nytår
 Villads med en julegave fra farmor og farfar
 Mit første færdige strikkeprojekt; en kjole til Alberte (er ret så glad for resultatet)
Den lækre Villads, der til trods for manglende vægtstigning jo ikke ligner en, der mangler noget.

Alt kreativt har stået på standby i de sidste uger, men nye (og gamle) idéer blomstrer, og jeg glæder 
mig til at komme i gang. Og så er der det der vægttab og træning til kvindeløb i maj, der skal skydes i gang fra imorgen. 

2013 skal nok blive et godt år!

torsdag den 20. december 2012

Det dersens instagram

Nå ja når der nu er så meget snak om instagram, så måtte jeg jo også lige og kigge lidt. Jeg kan godt se, at det er noget man (læs jeg) kan blive fanget af.

Jeg har en smule startvanskeligheder...fx bliver den ved med at bede mig om at tilladelse til at gemme mine billeder, men jeg kan ikke finde ud af det - er altså ikke lige så fix til sådan noget. Der står bare 1. open settings, 2. tap privacy - photos og 3. set instagram to ON. Og ja det virker jo enkelt, men jeg kan ikke finde ud af det... Nogle instagram mestrer, der vil forklare det, skære det ud i pap og bøje det i neon for mig?

Kunne ikke komme til at hedde frukonemor på instagram (hvorfor?!), men så endte det med villajubel; og det syntes jeg passer meget godt.


onsdag den 19. december 2012

Når man er syg...

...så må man ligge på sofaen hele dagen og se alt det tv, man vil!

Julia fik feber lørdag aften, og igår virker det som om hendes hoved nærmest eksploderede i snot. Hun er så forkølet; helt stoppet til i næsen, hævede øjne og bare mat. Så er det jo heldigt, at jeg er på barsel og har alle muligheder for at holde hende hjemme. Jeg er ret sikker på, at hun ikke når i børnehave inden jul - men vi går nok lige derop et smut imorgen og siger god jul og henter jule hemmeligheder.



tirsdag den 18. december 2012

En helt særlig veninde...

Jeg har en rigtig god veninde; en veninde, som jeg snakker med hver eneste dag, en veninde, som jeg kan grine og græde med, en veninde, som deler min kærlighed for Kähler og lækkert børnetøj, en veninde, som jeg aldrig har mødt, men som alligevel er en stor del af mit liv.

Vi har "mødt" hinanden via en terminsgruppe på min-mave.dk dengang vi var gravide med vores januar 2011-børn. Skæbnen ville, at vi blev gravide begge to i december 2011 med termin samme dag - og fødte med en dags mellemrum i august 2012.

Vi skriver meget sammen; om alt muligt og ingenting. Hun lytter til min ynk, når vi endnu en gang har haft en møj nat (som i nat fx), hun lytter til mit brok uden at komme med irriterende gode råd, hun får mig til at grine - og i dag fik hun mig til at græde på den gode måde.

Vi har i fællesskab savlet over Aplicattas smukke funghi svampe. Og i dag kom postbudet med en pakke til mig fra min veninde; en smuk funghi svamp! Den er i sig selv smuk og pynter allerede i vindueskarmen, men tanken bag den er endnu smukkere. Det varmer mit hjerte at vide, at jeg har sådan et dejlig menneske i mit liv; som tænker på mig og sender en fin gave bare fordi hun syntes, at den skal jeg have. Hun er guld værd i mine øjne.

Så søde veninde; tak fordi du er som du er, og tak fordi du er i mit liv!

mandag den 17. december 2012

Kære søde lille Villads

Du er verdens lækreste lille drengebarn og jeg elsker dig så højt så højt


MEN! 
Ville det være for meget at forlange, at du sov mere end en time af gangen i løbet af natten?

Din mor er træt...meget meget træt


torsdag den 13. december 2012

Klistermærker...

 Der var engang en lille pige, der fandt nogle af klistermærker.
 Den lille pige fandt det mest nærliggende at pynte sin lillebror med klistermærker.
Og den lille piges lillebror, ser faktisk ud som om han syntes, det er helt ok.
Sådan ser man ud, når man er lillebror til en lille pige med klistermærker.