Noget om en sukkergris

Og sukkergrisen ja det er mig. Det er kørt helt af sporet, og jeg spiser alt alt for meget sukker - men til mit eget forsvar, så har jeg (masser) af gode (eller rimelig dårlige) undskyldninger; her følger et par af dem:

1. Villads sover ikke, og det er ikke en gang løgn. I nat var vi oppe (som i helt lysvågne) fra kl. 1 til 3. Så sov han hele 45 minutter, og var atter vågen. Mellem 3.45 og 6 var vi vågne og sov i intervaller på ca. 20 minutter. Så er man altså træt, når man skal op. Og når man er så træt og underdrejet af søvnunderskud, så har man ret til chokolade, det står i reglerne (i hvert fald i mine gode undskyldnings regler!).

2. Jeg har jo lige født...eller lige og lige er måske så meget sagt, for Villads er jo snart tre måneder. Siger man ikke at en fødsel (også selvom den kun tog en time og 20 minutter) er som at løbe et marathon? Så er det vel rimeligt, at man restituerer i en tre måneders tid bagefter.

3. Det er jo min sidste barsel.

Men men men, det holder jo ikke. Det holder jo ikke, at jeg slæber rundt på lidt ekstra graviditets kilo og for mange gamle hygge kilo. Så....i morgen, der står den altså på sundhed - ikke på den fanatiske måde, men på den fornuftige måde. Det betyder, at jeg ikke skal have sukker i min kaffe mere (det er sgu da også en dårlig vane...), jeg skal ikke spise knækbrød med pålægchokolade (og lidt for meget smør) til morgenmad og jeg skal ikke købe det der guf med hjem.

Jeg er kommet i gang med at løbe igen (og hvor er det fantastisk at gå ud af døren med det musik jeg godt kan lide meget højt i ørerne og have en halv time helt for mig selv!), og min gode mødregruppe træner jo også en gang om ugen (så skal vi så bare lige lade være med at drikke kaffe latte og spise kage bagefter).

Men nu hvor det er min sidste sukkegris aften, så skal den udnyttes fuldt ud med ynglingschokoladen...

Kram J

Mandag morgen

Så nåede vi til mandag igen; og her er stille, fordi det er kun mig og en sovende Villads, der er hjemme. Villads er stadig forkølet og hoster - havde ham ved lægen ikke mindre en fire gange i sidste uge, men dommen er og bliver, at det er en virus. Jeg kan godt mærke, at den lungebetændelse Julia havde for to år siden har sat noget frygt i mig, og jeg bekymrer mig meget om den lille mands ve og vel - så i disse dage gør jeg mig flittigt brug af min meget søde og meget forstående læge...

Dagne i dag står på oprydning - det gør den næsten altid om mandagen. Jeg kan mærke en spirrende lyst til at rydde godt op i tingene, få mere orden og måske flytte lidt rundt på dimser, lysestager og andet nips. Det kilder også lidt i krea-fingrerne, men jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte og slutte i alle de ideer jeg har - kender I det?

Den fine Liebe kop kom med mig hjem i lørdags - har sukket efter den længe, og nu fik jeg altså en og manden fik også en (den står der selvfølgelig far på). Den er perfekt til en god kop kaffe med mælkeskum.

Nu kalder Villads...

Noget om at ligne hinanden

 Julia 

 Alberte

Villads

Det er nærmest obligatorisk, at man som forældre møder spørgsmålet "hvem ligner han/hun?" eller må smile til konstateringen "ej hvor han/hun ligner sin mor/far". Jeg syntes, det er svært, det der med at ligne en... Men nu hvor jeg sidder og kigger baby billeder af mine tre skønne børn, ja så er der to af dem, som bare ligner hinanden rigtig meget; Villads ligner Julia utrolig meget. Om de så mest ligner mig eller manden...det ved jeg faktisk ikke. Syntes vores tre børn er nogle gode blandinger af os; de har alle tre mine æblekinder, Julia har mandens næse, hvorimod Alberte og Villads mere har min, Julia har mine blå øjne, Albertes har den sammen udefinerbare øjenfarve som sin far. 

Det vækker minder at kigge på babybilleder af mine to piger; både de fantastiske og også de hårde. Det minder mig også om, at tiden går så hurtigt, og jeg skal huske at nyde babyduften, mens den er der, nyde at opleve Albertes sprog, der udvikler sig fra dag til dag, og nyde at Julia er en stor pige, der flittigt bruger børnehave-gloser som "sygt nok" og "det er sindsygt". 

Og jeg glæder mig over, at mine to store piger uanset, hvor vi er, fremkalder smil og glæde; at en mor til et andet barn hos Albertes dagpleje siger til os, at hun er helt forelsket i Alberte, fordi hun altid er så glad og dejlig, og at en pædagog i Julias børnehave siger, at hun nyder Julias små historier om livet og hendes evige insisteren på, at hun vil sige farvel til alle de voksne og alle børnene, når hun bliver hentet. Jeg håber og tror, at vores lille Villads bliver lige så imødekommende og glad; og får smil frem. 

Det er verdens største og bedste gave at få børn - det er et priviligium, som jeg er evig taknemlig for.

 Julia med læbestift

Alberte eftermiddags-hygger med duplo

Lykken er at have nogle, der ligner en...

Kram J

Om at smile, være en sommerfugl og hjemmeklippet

I dag er Villads to måneder (!) dvs. at jeg skal gå hjemme med ham i 13 måneder endnu; en dejlig tanke, der får mig til at smile. Villads smiler også; han smiler rigtig meget endda, og han pludrer og fortæller lange historie fra sit spændende liv.

 6,6 kg vejer denne dejlige baby-basse; altså plus 3 kg på 2 måneder. Han er lækker med lækker på, hvis du spørger mig...

Julia har været i børnehaven i denne uge, selvom det jo officielt er efterårsferie. Julia syntes faktisk, det har været rigtig hyggeligt at være der, fordi de har været få børn (ca. 8 ud af 45) og rigeligt med voksne. Og når der sådan er mange voksne og få børn, så er der tid til lidt mere, og derfor hentede manden en sommerfugl i onsdags. Det er dejligt at være malet, men det er meget skidt, når malingen skal af igen; derfor dette lidt triste billede af Julia.

 Vi tog et billede, så vi kunne huske, hvordan hun så ud, når vi en dag får købt noget ansigtsmaling. 

Alberte er blevet hjemmeklippet. Jeg var træt af hendes baby-fe-sjask-hår, og fik den ide, at Alberte kunne se rigtig fin ud med pandehår. Jeg havde bare lige glemt, at hun har en hvirvel, så der der med et pandehår der bare hænger ned er nærmest umuligt. Og ja så er det ret svært at klippe pandehår lige, så hun er ret så hjemmeklippet på gryde-måden. Men hun kan bære det.

Billedet giver faktisk ikke rigtig indtryk af hvor skævt det er...

Lykken er at smile, være en sommerfugl og hjemmeklippet.

Kram J

Om at give en gave

I dag har jeg været ude og købe en fødselsdagsgave til en, jeg holder meget af. Hun havde faktisk fødselsdag i slutningen af september, men vi skal først ses på mandag; vi skal spise brunch og hygge os, hvilket vi er rigtig gode til.

Men denne her gave er så fin, og jeg er næsten en lille smule ked af, at den ikke er til mig selv... Så er det godt, at det er til en, som jeg er sikker på kommer til at nyde den lige så meget, som jeg selv ville gøre. Hvad gaven indeholder er en hemmelighed, for det hænder, at denne søde veninde kigger med herinde.

Lykken er gode veninder...

Kram J

Denne uge

Da jeg begyndte at blogge var tanken, at der skulle komme et indlæg hver dag, men det sker bare ikke lige for tiden. Dagene går; nogle af dem på den gode måde, og andre er ren overlevelse.

Her er lidt billeder fra denne uge....

 Søndag tog børnene, min mor og mig en tur i Plantorama i Hillerød. Og ja der juler de allerede ret meget. Der var små hytter fyldt med julepynt, rensdyr, kæmpe juletræ, nisser og alt hvad der ellers hører julen til. Alberte var ret vild med det hvide rensdyr.

 Smukke smukke Julia, der brugte lang tid på at pille ved alt det smukke julepynt.

 Villads, der stirer meget intens på manden stribede bluse.

 Nej det er ikke mig, der har arrangeret det her! Det her er, hvad man kommer hjem til, når manden er alene hjemme med lille V, men jeg afleverer pigerne. Lille V var urolig; og manden ved, at det, der hjælper, er noget med en klud på hoved og at blive svøbt - nogle havde måske hentet barnets dyne og hans nusseklud, men manden tog, hvad der var nærmest: et vattæppe og Albertes nattrøje?! Men altså det fungerede efter hensigten ;)

 Villads klar til at komme ud i barnevognen til en lille trilletur.

 På vej hjem fra dagpleje og børnehave med to skønne glade piger.

 Alberte plukkede en blomst på vejen.

En lille meget sød hund, der gik lidt forvildet rundt uden halsbånd. Den fulgte efter os hele vejen hjem, og da manden kom hjem fra arbejde, gik den rundt udenfor vores hus. Og ja så kom den altså på besøg inde hos os, mens manden og Alberte gik ud på vejen for at lede efter nogle, der så ud som om, de ledte efter en hund. De fandt dens ejermand, som var glad for at se sin lille hund igen.

Vores uge i billeder; fornemmer ligesom at temaet er børn :) Men der har da også været tid til at komme til frisøren (hvor Villads meget venligt valgte at sove, så jeg havde en hel time mig-tid i frisørstolen) og jeg har været til mit første bestyrelsesmøde i Julias børnehave, hvor skæbnen ville at jeg blev næstformand...

Nu kører tv'et med fodbold og jeg har fået blogget lidt...der kan altså godt komme noget godt ud af, at der er fodbold i tv...

Lykken er, når efteråret viser sig fra sin smukkeste side, som det har gjort de sidste par dage; elsker farverne i naturen, kulden der kommer snigende og bladede der falder.

Kram J

7 uger...

Imorgen er Villads 7 uger; det føles på den ene side, som var det igår, han blev født og på den anden side, så føles det som om, han altid har været en del af vores lille (eller store er det jo efterhånden) familie. På 7 uger er det lille mennesker vokset 8 cm og har taget mere end 2 kilo på, han kan smile og pludre og kigge os så dybt i øjnene, at vi er sikre på, at han ser helt ind i vores sjæl. Han er en mild dreng, som har rigtig meget brug for at være tæt; det betyder, at der ammes rigtig meget og soves rimelig lidt.

 Villads få minutter gammel

Villdas 6 1/2 uge gammel

Dagene går alt alt for hurtigt... Den her barsel skal nydes; og så er det jo heldigt at der er lang tid til jeg skal tilbage til "det virkelige liv". Jeg har faktisk været på barsel i snart to år, og hvis jeg følger den oprindelig plan, så skal jeg først tilbage i november 2013. Jeg syntes, at det er en gave at gå hjemme med vores børn så længe de er små. Det er jo hele familien, der nyder godt af, at jeg går hjemme; det giver en ro og overskud i hverdagen, at det kun er farmand der skal på arbejde. Jeg er glad for vores valg om, at jeg går hjemme, så længe jeg overhoved kan med vores børn - også selvom det nogle gange betyder, at vi må tage nogle lidt kedelige økonomiske valg.

 Alberte Lækkermås, der bare er en rigtig bullerbasse, der hviler i sig selv og bare er så glad altid. Hun snakker og snakker og hver dag kommer der nye ord.

 Julia Smulia fra Ukraine, 4 1/2 år, børnehave-pige, og nogle gange teenager. Hun vil meget gerne have sminke på i børnehave, har fået sin første kæreste og går til zumba. 

 Lækre Villads, der dufter af baby, smiler og bare er baby-dejlig.

Og ja, det gør faktisk ikke så meget, at jeg bliver vækket x antal gange om natten, for nogle gange, så fanger man de der helt særlige kærlige øjeblikke, mens alle andre sover. Her ligger manden og Julia helt tæt sammen - de sover begge to tungt og trygt. 

Lykken er familielivet - og nej jeg prøver ikke at male et rosenrødt billede, for nogle gange er det også skide hamrende hårdt, men når alt kommer til alt, så er vi så rige med al den kærlighed vi har i vores liv.

Kram J