søndag den 5. august 2012

....

Tænker at mine to dejlige søde piger i nat havde slået sig sammen i et "nu-skal-vi-vise-mor-og-far-hvor-hårdt-det-bliver-med-en-lille-baby-i-huset-igen"-attentat. Det betød, at vi mellem klokken 00 og klokken 5 var oppe 4 gange med en møj sur, lettere hysterisk, halv-sovende Julia og 3 gange med en Alberte, der bare ikke helt ville give sig. De havde timet deres attentat så godt, at man lige nåede at tænke "nu sover de begge to" og selv hengav sig til søvnen, men men men så var der en, der begyndte igen. Da klokken var 5 var der (endelig) ro på dem, så vi fik da sovet til knap 8 uden forstyrrelser.

Jeg havde forberedt mig på en uendelig lang dag med trætte børn og en meget træt mig, men det er faktisk gået ret ok. Jeg havde en lille krise, da Alberte kun sov 45 minutter til middag og vågnede i det sekund jeg lige havde smidt mig selv på sofaen. Men efter en gåtur ned og handle, så fik jeg (underligt nok) mere energi og pigerne hyggede resten af eftermiddagen med lego, tegnesager, danseri og Ipad.

Igår bagte manden og Julia småkager på den sukkersøde måde med masser af glasur. Her er det fine resultat.


Julia syntes det er hyggeligt at tage billeder med min Iphone; det giver både nogle ret fede billeder i hendes perspektiv, nogle temmelige uheldige billeder af hendes forældre og ret så mange billeder som bare skal slettes igen. Men her er lidt af dem, som hun fangede i dag - hun tog også et par billeder af mig, men jeg skåner jer (og nok mest mig selv) ved ikke at vise dem frem....



Det går fremad med mit granny stripes tæppe til Julia. Der bliver rigtig brugt rester af mormors garnlager, men det er jo meget godt, for så er der en undskyldning for at købe nyt. Det måler nu 60 cm, og skal kun være 160 langt, så der er ikke længe igen - især når det nu ikke er så bredt, jeg hækler med dobbelt garn og hæklenål 4. 


Ellers bliver der brugt en del tankevirksomhed på, at nu kommer lillebror snart, og hvordan det skal gå, når nu Alberte ikke er mere end knap 19 måneder. Men jeg har besluttet i dag, at jeg ikke vil bekymre mig på forskud, og at det kommer til at gå godt - for jeg er jo heldigvis velsignet med en rigtig god mand og en skøn mormor i bryggerset. 

Lykken er at se sine børn fordybe sig i en god leg...

Kram J

torsdag den 2. august 2012

Fede fødder og hul i tanden

Ja det er vidst det der beskriver mig lige nu og her. Mine fødder er dobbelt størrelse, og så har jeg lige opdaget et gigantisk hul i min ene tand...hvordan i hele hule helvede kan der komme et hul nærmest fra den ene dag til den anden, som iøvrigt ikke gør ondt?!

Jeg hader mine tænder, fordi de bare er nogle l**** tænder - jeg børster, bruger tandtråd, skyller og alt det der man skal, og alligevel så kommer hullerne bare for et godt ord. Øv med øv på! Må ringe til tandlægen imorgen og høre om jeg få det lavet, mens jeg sidder op, for jeg kan ikke ligge i en tandlægestol med min gigantiske gravide mave uden, at jeg besvimer i løbet af noget der ligner 60 sekunder. Og må man overhoved få bedøvelse, når man er gravid? Ellers er det udelukket at der skal bores noget som helst... Og hvorfor er det, at der ikke er gratis tandlæge? Syntes det er uretfærdigt for os som ikke har stærke tænder... Overvejer efterhånden sådan et stål-gebis!

Lykken er IKKE huller i tænderne! 


Kram hormonella J

tirsdag den 31. juli 2012

Der dimses...

Julia holdt en fridag fra børnehaven - når hun først vågner klokken 9, så er løbet ligesom kørt for at nå i børnehave inden 9.30. Vi brugte det meste af formiddagen på at dimse; vi lavede æsker, som Julia tegnede og limede perler på, vi lavede perleplader til uro, der skal hænge over lillebrors seng og Julia lavede masker. En helt igennem rolig og dejlig formiddag med min store pige.


Det kreative blev lidt mere udfordrende for Julia her til eftermiddag, hvor hun VILLE lære at hækle. Og selv om hun er meget ihærdig, så er det bare ikke lige så nemt for fingre på 4 år at hækle. Hun blev sur og frustreret over, at hun ikke kunne. Det er sjovt at se, at der er nogle ting hun vil lære; bogstaver, at skrive, løse opgaver i før-skole bøger, hækle osv - og når det så kommer til at cykle og andet i den dur, så giver hun op nærmest, inden hun er begyndt. Det er vidst en kreativ ung dame, vi har os.

Mit zig zag tæppe er lige nu på stand-by, for Julia vil gerne have "sådan et strikket tæppe til min seng...bare ikke i de der prutte farver" (hun syntes åbenbart at de smukke nye jordfarver fra Søstrene Grene er ret så prut-agtige...). Her til aften er jeg gået i gang med et granny stripes tæppe til hende i tøsefarver. Hækler det med dobbelt garn og på hæklenål 4, så det går rimelig hurtigt. Syntes nærmest det er alt jeg laver lige nu, der så bliver efterfulgt af en Julia version - men det er da rart, at hun sætter pris på det hjemmelavede...det skal hun nok nå at blive frygtelig træt af på et tidspunkt :)

Lykken er helt og aldeles din egen!


Kram J

søndag den 29. juli 2012

Så gik der endnu en dag

Jeg syntes for tiden, at dagene flyver afsted; når lige at aflevere børnene, og så syntes jeg nærmest, at jeg er på vej op for at hente dem igen, inden jeg når at blinke... Og weekenderne ja de går endnu hurtigere, måske mest fordi manden kun har fri om lørdagen, så vores weekend sammen som familie er lidt kort.

I dag har vi leget med negleak. Julia har for første gang givet os andre neglelak på, og det var hun egentlig meget god til. Havde måske ikke selv valgt ti forskellige farver, Hello Kitty negleklistermærker, manden havde nok heller ikke valgt at få neglelak på, men sådan blev det altså. Legen tog faktisk nye dimensioner, da manden fik en af mine kjoler, klistermærke-øreringe og en stor blomster halskæde på. Julia syntes, det var evig morsomt, at far var klædt ud som dame, og hun grinede og grinede (det gjorde vi andre nu også...).

Det lyser ud af hende, at hun syntes det er ret så sjovt, og hun er ret så stolt over at nu kan hun også det. På billedet er det mormor, der lægger negle til - og med det udvalg af neglelakker, vi efterhånden har i det lille hjem, så kan jeg nu godt forstå, at Julia ikke kan begrænse sig til en farve på alle ti negle. Og ja prinsessekjole sidder mere eller mindre fast på Julia; den skal dog ikke på i børnehave imorgen.

Efter manden havde fået neglelak på, foreslog jeg noget mandigt arbejde, som at sætte vores to nye sengelamper op. Det irriterer mig stadig en lille smule, at jeg ikke kan finde ud af det der med at bore og være handy-kvinde...hvorfor er det egentlig, at jeg ikke kan det? Lamperne kom op, og de er blevet rigtig fine. Jeg fik selv boret huller i lågerne i Julias legekøkkens låger (!!!), og fik sat små porcelænsgreb fra Søstrene Grene på; resultatet er bare så fint og helt perfekt.

Vi har også været til Havnefest os tøser, mens manden var på arbejde. Det var mest (læs kun) for Julias skyld vi tog derned, for jeg syntes faktisk det er for dyrt og for dårligt. 250 kroner for 10 billetter til Ankers Tivoli, som hovedsageligt består af forlystelser, der er 30 år gamle. Men Julia elsker det, og ja så er de penge jo givet godt ud. Kan jo forudse, at vi til næste år også skal have billetter til Alberte...det bliver vidst en dyr omgang. Vi hyggede, spiste en fiskedelle, drak en sodavand og fik en is.

Lille Alberte Lækkermås er rigtig begyndt at lege med sine dukker. Hun kysser dem, putter med dem, giver dem creme på, lægger dem til at sove i dukkevognen og fører lange uforståelige samtaler med dem. Har flere gange forsøgt at få et billede af det i dag, men Alberte ser kameraet i løbet af sekunder og så kommer det selvvanelige "SMIL" ud af munden på hende, og hun jagter kameraet for at se billedet.

De fleste billeder ender som dette, og man kan næsten høre hende sige "SMIL". Men hun er godt nok sød, når hun leger mor og barn - og selvom vi ikke lige kan fange det på kamera, så kan vi jo nyde, at hun leger og tuller rundt...minder er jo andet end det der er fanget på film.

Imorgen runder jeg 37+0 ifølge nakkefoldsscanningen (ifølge mig selv er jeg jo 37+4 i dag). Jeg skal til jordemor imorgen, hvilket jo altid er hyggeligt. Nu må vi se, hvornår den lille mand har tænkt sig at komme til verden - måske skulle jeg se, at få pakket den der taske til hospitalet. Navnet er stadig uvist; vi vakler mellem Jakob, Villads, Nikolaj og Mikkel (jeg er mest til de tre første og manden mest til det sidste). Tror faktisk ikke, at vi beslutter os, før han er her. 

Lykken er multifarvede negle på hele familien.

Kram J

fredag den 27. juli 2012

Smukt!

Julia i sit nye prinsesse outfit, som hun selv kalder for smukt eller yndigt.

Julia havde en tiltrængt fridag efter sit raseriudbrud igår; hun sov fra klokken 21 til klokken 10 i formiddags, og så var det både for sent og for varmt at komme i børnehave. Så vi holdt fri og tog på en tøse-shoppe-tur hende, mormor og mig. Af uvisse årsager fik Julia bare lyst til nye prinsessekjoler og hvad der ellers hører sig til - og ja så er H&M jo ganske leveringsdygtige i sådan nogle ting til ikke alt for mange penge. Hun ser fin og dejlig ud, men sådan nogle kjoler i det mest kunstige stof i de mest lyserøde farver er ikke lige mig...men så er det jo godt, jeg ikke skal have dem på :)

Julia har i det hele taget været en glad og meget udtryksfuld ung dame i dag; der er blevet delt kys og kram ud og kærlighedserklæringer, som man som mor bliver helt varm i hjertet af. "Mor jeg elsker dig bare så meget og dette hjerte (vi havde lavet hjemmelavede vafler på vaffeljern, som jo er hjerteformede) er et symbol på min kærlighed til dig". 

Her til aften lavede vi pizza på grill - og til dem, der ikke har prøvet det, så vil jeg bare sige "kan i så komme i gang". Det smager virkelig virkelig godt, og man føler sig helt hensat til Italien. Vi lavede med gorgonzola, parma og pølse. Pigerne fik også en grill pølse. Alt i alt en meget dejlig aften med masser af grin og smil.

Imorgen har alle fri; vi har lidt praktiske ting, der skal ordnes og så er der Havnefest i vores lille by, så der skal vi ned og prøve ting, spise is og hygge.

Lykken er prinsessekjoler :)

Kram J


torsdag den 26. juli 2012

Træt med overtræt på...

Ja det var vidst det man kunne kalde Julia i dag omkring klokken 18 på Hornbæk strand, hvor hun fik et hysterisk anfald i en dimension, vi ikke ser ofte. Det var bare en af de der gange, hvor man som forældre står med håret i postkassen og ikke rigtig ved, hvad man skal gøre...

Manden var lige kommet fra arbejde og havde tilsluttet sig os andre, der havde været på stranden i et par timer. Pigerne havde spist medbragte kyllingelår, pølser, boller og majskolber, og de havde leget med venner, sand og vand i massevis. Planen var, at manden lige skulle have en dukkert i vandet og så skulle vi over og have en is; sådan blev det bestemt ikke. Vi måtte pakke alt sammen og forlade stranden med storskrigende Julia. Da vi kom hjem faldt der forholdvis hurtigt ro på den unge dame, og hun havde bare brug for en masse kram og kys, for jeg tror egentlig også, selv hun var overrasket og ked af sin meget voldsomme opførsel.

Pigerne tog en slapper i sengen med en lille film, da de havde fået skyllet al sandet af sig. Og så spiste de lige et par pølser mere. Trods Julias massive træthed, så holdt hun sig vågen til alle tre usandsynelige lange Pelle Haleløs historier - tror til gengæld ikke jeg nåede meget mere end første vers af Elefantens vuggevise, før øjnene klappede i.

I dag har jeg malet og sat tapet på Julias legekøkken. Har ellers haft sådan en træt dag, hvor jeg mest havde lyst til at ligge og stene tv, men det nytter jo heller ikke noget. Mangler lige at sætte porcelænsgreb på lågerne og hækle et par grydelapper.

Lykken er (trods hysteriske anfald) børn ;)


Kram J

onsdag den 25. juli 2012

Sommer...

Puha det har været hedt i dag - og mine fødder, der ellers lige var kommet af med al vandet er nu elefant størrelse igen (men så passer de til resten af kroppen...). Vi har tilbragt det meste af dagen i haven med godt selvskab og grill til frokost.

Sidst på eftermiddagen tog vi på stranden med madpakker; hvilken fornøjelse at komme ned til vandet og få lidt luft. Ungerne, manden og mormor var i vandet (hvalrossen blev på land) og vi byggede sandslotte, gravede og bare nød at solen var fremme. Planen var egentlig at vi skulle hjem, så pigerne kunne komme i seng til nogenlunde normal tid, men klokken blev hurtig 19.45 før vi fik taget os sammen. Hjemme spiste vi en is, pigerne kom i brusebad og nu hygger de begge to i hver deres seng; Alberte synger små sange og kigger i bøger og Julia ville gerne lige læse lidt bog og tegne "i fred og ro". Så det der med at komme i seng til normal tid kom vidst ikke lige til at ske - måske sniger der sig endnu en fridag ind imorgen, hvem ved?

Lykken er at bo tæt på vandet...


Kram J