fredag den 20. juli 2012

Et lille café besøg

I dag gik turen til stof 2000, så jeg kunne få købt de sidste ting til Julias patchwork tæppe. For til trods for træthed igår, så fik jeg klippet en del firkanter, men jeg manglede lidt stof til firkanter, stof til bagsiden, pladevant og tittebånd.

Da vi kom til Helsingør fik Julia et akut behov for "en lille tur på café". Vi har ellers skåret café besøg ned til et minimum, fordi det er så dyrt og kaffe smager jo lige så godt hjemme. Nå, men damen ville gerne have varm kakao med hjerter på og en bagel; det vil sige, at hun gerne ville på miss coffee. Pigerne delte en bagel med kylling, Julia fik sin varme kakao med hjerter og mormor og jeg delte to colaer - det var hyggeligt og vi nød det.

 Julia slænger sig i sofaen...
Alberte hyggede og sagde hej til alle, der gik forbi hende...

Der blev indkøbt stof, pladevat og tittebånd. Jeg har her til eftermiddag klippet de sidste firkanter og lagt det hele sammen. Måtte lægge det to gange og fjerne lidt og klippe nye og tilføje. Håber (måske) på at blive færdig med tæppet her i weekenden.

Min dag har ellers været præget af en nerve i klemme i lænden og plukkeveer fra helvede (syntes altså ikke jeg havde dem så kraftige med Alberte). Lyder til tider som en prustende flodhest - ligner måske også lidt en efterhånden?!

Har i dag købt (i anledning af at der er kommet børnepenge):
 Sengetøj fra Smallstuff til lillebror
 Hollys stofbleer til lillebror
Lampe fra Sebra, som skal hænge ved pigernes legebord i stuen

Lykken er at have en mand, der er så tilpas meget legebarn, at han med glæde påfører sig skæg og leger hr. skæg med Julia...

Ved ikke lige hvorfor han skal se så alvorlig ud på dette billede, men søgningen efter Y var også meget intens...

Kram J

torsdag den 19. juli 2012

Det der med at blive færdig med et projekt før et nyt bliver startet

Jeg har gang i mange projekter af den kreative slags - nogle er i gang, andre er der købt ind til og nogle er bare ideer i mit hoved.

Lige nu er jeg jo næsten færdig med mit hæklede granny stripes tæppe, men så så jeg lige et hæklet zig zag tæppe, og så fik jeg meget lyst til at lave sådan et; enten i pastelfarver eller i knaldfarver. Har sågar kigget på garn, men må indrømme, at jeg alligevel ikke er helt villig (lige nu i hvert fald) til at betale næsten 800 kroner for garn... Og i virkeligheden så ville jeg jo nok ikke komme i gang med zig zag tæppet før om lang tid, men bare det der med at vide, at der ligger garn klar lige den aften, jeg nu gerne ville i gang luner lidt...

Når jeg så tænker mig om, så har jeg jo masser af projekter, der bare ligger og venter, og hvor jeg har brugt penge på diverse indkøb. Derfor er målet lige nu, at alle de projekter, der er i gang skal gøres færdige, inden jeg køber ind til flere...lyder det ikke bare ekstremt fornuftigt og økonomisk velovervejet?

Kram J

Cookies, træthed, stor pige og lillebror



Vi har bagt cookies i dag. Nok verdens bedste cookies, hvis du altså spørger mig - måske fordi vi altid kommer meget mere chokolade i end opskriften lige foreskriver...

Jeg har ramt en eller anden form for træthedsmur (troede kun det var i starten af graviditeten man var umenneskelig træt?!). Kombinationen massiv træthed og to børn der stadig har sommerferie er ikke lige den bedste - godt vi har mormor til at aflaste lidt i dagtimerne. Fra mandag skal begge piger afsted i henholdsvis dagpleje og børnehave - jeg glæder mig til at kunne tage en middagslur. Næste år skal vi helt sikkert lige planlægge ferien lidt bedre, så Allans ferie falder samtidig med dagplejens, og så skal vi med 100% sikkerhed ikke sidde i regn-danmark i 3 stive uger. Italien here we come!

Julia er vokset 5 cm over de sidste 2 måneder. Noget af et ryk, og det kan ses på hendes tøj - ja i det hele taget ser hun bare så stor ud. Tænkt at hun for 4 år siden var en lille bitte en på 2290 gram og 45 cm. Hun har været så uheldig at få helvedesild (troede det var noget man fik når man var 50+), men der er efterhånden kommet sår på alle blærerne, og hun er ikke så plaget af det. Tror det bliver en hård nyser for hende at skulle tilbage i børnehave efter 5 ugers ferie - godt at vi kan tage noget korte dage og en fridag i ny og næ (elsker altså det her evighedsbarsel...).
I mandags var jeg til jordemoder (og jeg er ret så vild med min jordemoder). Alt var så fint så fint, og lillebror er vurderet til ca 2400 gram. Syntes nu han fylder godt efterhånden, og maven er også sunket en del over de sidste dage. Glæder mig til at møde ham, til lugten af baby, til at amme, men jeg er også meget meget spændt på, hvordan det lige skal gå med en på 19 måneder og så en lille baby - Julia var trods alt 2 år og 10 måneder, da Alberte kom.

Lykken er at smide sig på sofaen efter aftensmaden; mormor rydder op og manden sørger for børnene...

mandag den 16. juli 2012

Når far falder i søvn...

...så sker der ting og sager - især når man er omgivet af to søde piger, der ikke er soveklar men mere drilleklar.

 For det første sker der en perle-eksplosion i sengen...
Og man kan jo undre sig over, hvordan han overhoved kan sove...
Det sjove opdager man så først, når far vågner; nemlig at Julia har tapet hans fødder sammen...




søndag den 15. juli 2012

En søndag aften...

Så blev det søndag aften, og vi går den sidste af pigernes 5 ugers ferie i møde - manden har været tilbage på job i en uge nu. Det har været rigtig dejligt at have ferie med pigerne; vi har hygget os, haft nattøj på hele dagen, spist et utal af is, set film, tegnet, malet og lavet perler til den store guldmedalje - havde store planer om strandture, men det er som om sommeren ikke kommer til Danmark i år. Jeg trænger også efterhånden til lidt alene tid; om ikke andet så for at få gjort rigtig godt rent i krogene. Men mon ikke der også sniger en middagslur, en masse kiggen rundt i blogland og færdiggørelse af diverse projekter ind? Så lillebror må gerne blive i maven indtil termin om 5 uger...

 Det er nu meget hyggeligt at det er lidt mørkt om aftenen igen, så de levende lys rigtig kommer til deres ret.
 En buket plukket på vej rundt om søen - jeg er ikke til buketter med mindre det er af den hjemmelavede slags og gerne med ukrudt imellem.
Hækletøjet, der efterhånden måler 165 cm. Farverne kommer ikke lige til deres ret på dette aften billede. Glæder mig ret så meget til det er færdigt - og hvis jeg har regnet rigtigt så mangler jeg kun omkring 44 rækker endnu...nå ja og så lige at hæfte ender.

Lykken er at have muligheden for at holde lang ferie med sine børn.

Kram J


Patchwork sengetøj til lillebror

Jeg blev igår færdig med sengetøjet - og jeg er tilfreds (læs stolt) og glad (læs mega mega glad) for resultatet. Det er første gang jeg laver patchwork på symaskinen, og jeg må sige, at det er en del nemmere (og ikke mindst meget meget hurtigere) end mit sekskantsprojekt, som jeg syer i hånden.

Det færdige resultat
Glæder mig til at der skal ligge en lille baby og grynte, prutte og putte i det - glæder mig i det hele taget til at møde ham lillebror snart...

fredag den 13. juli 2012

Havde jeg bare...

...en symaskine, der ikke larmer eller alternativt et krearum, hvor symaskinen kunne få lov at larme om aftenen.

Har lige klippet firkanter til patchwork sengetøj til lillebror - og det kribler og krabler i fingrene for at få det syet. Men det må vente til imorgen, hvor jeg gerne må larme. Julia syntes, at alle firkanterne, der var lagt ud på bordet var så "yndige", at hun også ville have et tæppe. Så vi gik i gang med at klippe firkanter i de mere tøsede farver, som var med i den stofpakke i retro stoffer jeg købte på trendsales. Der er bestemt ikke stof nok til et sengetæppe til hende, så nu går overvejelserne på, om jeg kan blande nogle liberty firkanter ind (har nemlig en masse liberty liggende) eller om jeg må på jagt efter flere stofpakker. Tænke tænke tænke....

I dag kastede jeg mig ud i at sy pipingbånd rund i kanten på nogle puder - hvilken succes. Det var jo nemt at arbejde med og jeg syntes bare det blev så pænt. Det er bestemt ikke sidste gang jeg gør det; især ikke fordi Julia også gerne vil have "sådan nogle puder der"...

Lykken er det der "reddebyggeri" der sætter ind i slutningen af graviditeten - hold op jeg får lavet projekter færdig for tiden...


Kram J